Om os

 

Else Marie, garnelskende kreativ person der har strikket siden jeg var 5-6 år, hvor jeg lærte det af min bedstemor. Elsker uldgarn.

Jeg holder meget af, at udforske og lære nyt. Nyder fordybelsen i processerne, og har stor respekt for håndværket. Jeg synes det er fantastisk, at der er kommet så meget fokus på selve håndværket, da jeg mener det er vigtigt, at vi både børn og voksne, er bevidste om, hvordan færdighederne er dyrket i mange hundrede år, og hvordan håndv ærket har udviklet sig over tid. Jeg synes det er vigtigt, at vi lærer vores børn, at ikke alt er startet med en fabrik.

Jeg nyder naturen, og holder meget af at arbejde med de naturlige materialer.

I 2012 fik jeg lyst til, at udforske arbejdet omkring ulden, og jeg begyndte at spinde. Først på håndten, sidenhen på min spinderok. Efterfølgende opdagede jeg for alvor plantefarvningen. Jeg synes det var helt fantastisk, at kunne hente planter i naturen og få de mest fantastiske farver. Inden jeg fik set mig om, havde jeg produceret meget mere garn, end jeg selv kunne nå at bruge, hvilket blev starten på Møllers Uld.

 

Maja, som er den anden del af Møller Uld elsker også at strikke! Jeg er vild med den ro det giver at være kreativ med sine hænder og samtidig producere noget. I forhold til Møllers Uld er det mig, som sidder bag skærmen ogstår for de sociale medier, og samtidig er det mig der sørger for at webshoppen er opdateret. At være en del af Møllers Uld er helt unikt, og noget jeg er stolt af. Jeg elsker at se hvordan ting i naturen kan være med til at skabe de flotteste farver, og jeg håber vi kan være med til at få folk til at tænke mere bæredygtigt i forhold til deres valg, når der skal købes nyt garn til deres næste projekt! 

 

Vi arbejder med plantefarvningen med respekt for naturen, og med garn der er produceret miljørigtigt, og med omtanke for dyrevelfærd.

Vores produktion er håndholdt det vil sige at vi plukker langt de fleste materialer selv, vi farver i gruekedler eller små gryder, vi skyller, vasker og tørrer garnet i det lille værksted. Efter vask vindes garnet op, så vores kunder får nogle lækre fed at gramse på. Dét at vores produktion er håndholdt betyder, at vi farver i små partier, så vi har ikke et stort lager af de enkelte garn. Men vi farver gerne på bestilling, i lige den farve du ønsker.

Når man arbejder med plantefarvning i en lille produktion, er hver farvning unik – ja, faktisk er hvert fed unikt. Det betyder, at feddene ikke er helt ens selv om de er fra samme farvning. Det synes vi er en særlige charme ved håndværket.